Standbølge

En standbølgemåler!

Vejledning i standbølgemåling.

Et SWR meter måler hvor godt din antenne er tilpasset til din sender.

Et SWR meter (standbølgemåler) måler forholdet mellem den effekt der bliver sendt ud i antennen, og den effekt der ikke forlader antennen (al effekten skulle jo helst ud af antennen!). Men har antennen ikke den rette længde, er det ligesom der sidder et spejl for enden af antennen, så en del af effekten bliver sendt tilbage igen.

Der er normalt en omskifter på en standbølgemåler. I den ene stilling (FWD) måler metret den effekt der bliver sendt ud i antennen. Den anden stilling (REF) måler den effekt der kommer retur. Man justerer så længden på antennen så der kommer så lidt retur som muligt.

På skalaen er der nogle tal som viser standbølgeforholdet, omkring midtvejs er skalaen som regel rød, og viser tallet 3. Er standbølgeforholdet over 3, altså oppe i det røde felt, er antennen så dårlig at der er fare for at senderens udgang tager skade, så her bør senderen ikke tastes mere end 10-15 sekunder.

Et acceptabelt standbølgeforhold er 1,5 eller mindre (det vil sige max 1/8 del udslag). En standbølgemåler skal altid først sættes så tæt på antennen som muligt, da kablet indvirker på målingen, især når antennen ikke er justeret. Heraf kommer den kedelige FEJLAGTIGE skrøne, at man da bare skal klippe kablet til i længden, så er det godt nok. Det er det aldeles ikke, da man så bruger både kablet og antennen som antenne. Når man har justeret antennen med måleren oppe ved antennen, sætter man den ned ved senderen. Her skal standbølgeforholdet være det samme eller bedre end oppe ved antennen.

På en bil sætter man som regel bare SWR metret (standbølgemåleren) mellem radioen og antennen, da kablet er så kort at det i praksis ikke har nogen betydning.

Sådan gør man:
1) Monter måleren med et kort kabel oppe ved antennen. På en mobil antenne er det OK at måle ved radioen.
2) Stil omskifteren i stilling FWD (forward). Tast senderen kortvarigt og drej på potentiometret til metret giver fuldt udslag. Altså for enden af det røde område. Nu er metret kalibreret til den effekt der sendes ud til antennen.
3) Stil omskifteren i stilling REF (reflected) og tast senderen igen. Nu måles den effekt der ikke kommer ud af antennen. Er visningen oppe i det røde felt, slip tasten hurtigt igen!
4) Begynd at justere antennens længde. Forsigtig på korte antenner, man skal ikke justere mere end nogle millimetre (mm) af gangen. Gør antennen lidt længere, og tast senderen igen. Blev målingen dårligere skal antennen være kortere, blev den bedre er man på rette vej.
5) Gentag måling og justering, til metret viser så lidt som muligt, helst under 1,5.
6) Når dette er opnået, flyttes måleren ned til senderen, og her gentages målingen. Hvis resultatet er det samme, eller bedre end oppe ved antennen, er antenne klar til brug.

God fornøjelse i æteren!

'Vejledning i standbølgemåling' er hentet fra IC Communication.

Bagsiden af en standbølgemåler. Den skal forbindes, som værende et mellemled imellem radioen, og antennen, og der er derfor brug for et mellemkabel.

Et mellemkabel.


Skulle det vise sig, at det er totalt umuligt, at få standbølgeforholdet (SWR) på sin antenne tilpasset tilstrækkeligt langt nok ned, så er følgende nedenstående muligvis en form for løsning.

Lidt teori om antennetunere.

En antennetuner!

En antennetuner kan tilpasse en antenne hvis den har et dårligt standbølgeforhold (SWR).

Et dårligt standbølgeforhold (SWR) kan ødelægge PA-transistoren i senderen.

Antennetuneren bruges ofte sammen med CB radio (27 MHz, 11 meter) med mange kanaler (over 40 kanaler) fordi antennerne ikke kan dække alle kanaler med et godt SWR (standbølgeforhold), og den kan også benyttes hvis det mere eller mindre er totalt umuligt, at få standbølgen (SWR) justeret ned ved tilpasning af selve antennen.

En antennetuner virker bedst hvis den sidder lige under antennen, men det er som oftest umuligt. Det man skal huske er, at alt hvad der sidder efter en antennetuner vil indgå, som en del af antennen. Det vil sige, at der også vil kunne komme udstråling fra ens antennekabel. Den effekt der udstråler fra kablet, i stedet for antennen, kan forårsage, at man får unødige forstyrrelser af radio og tv. Så derfor må det anbefales kun, at bruge en antennetuner enten lige under antennen, eller hvor man ikke kan gøre andet for, at få sit SWR (standbølgeforhold) i orden.

'Lidt teori om antennetunere' er hentet fra IC Communication.

Klik på billedet ovenover for, at se en demonstration af en antennetuner. Videoen er hverken på dansk eller engelsk, dog ved at kigge, så fanger man nok forståelsen af hvad det drejer sig om.

I tilfælde af, at man har nødvendigt brug for, at benytte en antennetuner, så er følgende ovenstående fremgangsmåden. Rækkefølgen er: 1) Radio - Mellemkabel - 2) Standbølgemåler - Mellemkabel - 3) Antennetuner - Antennekabel - 4) Antenne.

Information! Det vigtigste, og derfor det bedste er, at få en antennes standbølgeforhold (SWR) ned ved mulig justering af selve antennen, og ikke med en antennetuner! En antennetuner bør kun benyttes hvis ingen anden løsning findes for, at opnå et godt standbølgeforhold (SWR) på sin antenne!


Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang